|
Dagens Helgen : Knud den Hellige |
00:07:42 |
 Kong Knud den Hellige, (ca. 1043 - 10. juli 1086) var dansk konge i 1000-tallet.
Knud den Hellige-tavlen, o. 1500. Skt. Peders Kirke, Næstved.
Om værket af Einar Utzon-Frank:Bag Odense Rådhus, lidt af vejen, står en monumental bronzeskulptur af "Knud den Hellige" - Danmarks konge fra 1080-1086 og den første helgenkårede dansker i historien. Teksten på soklen lyder: Knud sattes dette minde - den Knud der her blev dræbt - Danmarks konge 1080-1086 - myrdet modtog han martyrkronen - Knud den Hellige. 
Knud den Helliges skelet i helgenskrinet i Odense Domkirke.
Knud den Helliges Stamtavle. |
Helgenen: Kong Knud den Hellige af Danmark
Indholdsfortegnelse :Knud KongeKnud den Helliges stamtræ Imperiet Kong Knud blev dræbt i Albani kirke Ungdom Konge af Danmark To helgenlegender To hellige Knud'er Knud den Hellige: Knud Lavard:
Knud Konge 🔝Knud Svendsen, Kong Knud den 4., Knud den Hellige, (ca. 1043 - 10. juli 1086) var dansk konge i 1000-tallet.Knud Svendsen, søn af Svend Estridsen blev valgt til monark efter sin bror, Harald Hen (Harald 3.), i 1080. Knud var således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge af Danmark. Gift med Edel (død 1115), søster til grev Robert af Flandern. Sammen fik de tre børn, to døtre og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev dog ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev den efterfølgende regent. Knud den Helliges stamtræ 🔝
Knud den Hellige var dermed tip-tip-oldebarn af Gorm den Gamle. Imperiet 🔝Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud havde travlt ved sydgrænsen, hvor han var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4. Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Det resulterede i et åbent oprør og Knud måtte flygte fra kongsgården Børglum til Aggersborg og videre til Viborg og Slesvig for at ende i Odense. Den 10. juli 1086 blev han myrdet i Sankt Albani Kirke; her havde han søgt asyl, men det blev ikke respekteret.Kong Knud blev dræbt i Albani kirke 🔝Han blev dræbt kort efter, af nogle af de oprørske bønder under bondeoprøret, der var rettet imod ham. Kong Knud blev dræbt foran højalteret i Sct. Albani Kirke i Odense.Knud blev begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense. Knud den Hellige blev godkendt, som helgen af paven i 1101, på foranledning af hans anden bror Erik Ejegod. Han døde 10. juli i 1086 og historien kendes takket være munken Ælnoth. Ungdom 🔝Han var næstældste søn af Svend 2. Estridsen og en ukendt frille. Kong Svend var gift to gange, men fik ingen sønner med nogen af sine dronninger. Derimod fik han omkring tyve børn med andre kvinder, deraf tretten sønner. Han blev efterfulgt på tronen af fem af sine sønner i tur og orden - alle med hver sin mor - hvoraf Knud var nummer to efter sin halvbror Harald Hen (1076-80). Svend sørgede for, at Knud blev undervist af dygtige lærere både i kristendom og videnskaber.Knud ledede i sin fars navn korstog mod de hedenske vendere og Baltikum. Efter Vilhelm Erobrerens (1066-87) invasion af England forsøgte Knud flere gange at svække Vilhelms greb om landet, så England og Danmark igen kunne forenes. I 1069 eller 1070 kom han engelske oprørere til undsætning med en vikingeflåde. Ifølge Den angelsaksiske krønike sejlede han tilbage til England i 1075 med 200 skibe, som en af lederne for at fremme sin fars krav på den engelske trone, efter at tre jarler havde bedt om støtte til deres oprør mod Vilhelm. Med i følget var kong Svends landeværnsmand Hakon Iversen, omtalt i Morkinskinna, som havde hærget Viken under ufreden med Norge. Felttoget til England blev dog kun til et angreb på York, før Knud måtte se sig besejret. På hjemvej fra England gjorde den danske angrebsflåde ophold i grevskabet Flandern, der også stillede sig fjendtligt til Vilhelm Erobreren, og hvor Knuds eneste søn, Karl af Flandern, senere blev greve. Senere fik Knud mere held mod sembere og estere mod øst. Han blev hyldet af den islandske skjald Kalv Månesen for at have sejret over ti konger. Efter Svend Estridsens død i 1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget på Isøre, hvor hans ældre og mere fredsommelige halvbror Harald Hen blev valgt enstemmigt. Knud tog i eksil til Norge og vendte ikke tilbage, før efter Haralds død i 1080. I et brev fra pave Gregor 7. blev den norske konge, Knuds svoger Olav Kyrre, bebrejdet at have støttet Harald Hens brødre i et oprør. På trods af helgenlevnedernes forsikringer om en fredeligsindet Knud, synes det sandsynligt, at Knud har bistået i en del af oprøret. Konge af Danmark 🔝Han var konge af Danmark 1080 – 1086 efter sin halvbror Harald 3. Hens død. Knud var den anden af Svend Estridsens fem sønner, som blev konge af Danmark. Selv skrev han sig på latin som ego Cnuto quartus - "jeg Knud 4."Han blev 1082 gift med Edel (Adèle, Eltha, Alice) af Flandern (ca. 1065-1115), der var søster til grev Robert af Flandern, en anden af Vilhelm Erobrerens modstandere. Parret fik tre børn, de to døtre Cecilie Knudsdatter (Cæcilia) (1087-1131), som blev gift med Erik jarl fra Västergötland, og Ingrid Knudsdatter (Ingegerd) (1086-?), samt en søn, Karl af Flanderen, som aldrig blev regent, idet Knuds bror Oluf 1. Hunger blev konge. Karl var den gang et ualmindeligt navn i Danmark. Som enke giftede dronning Edel sig i 1092 med hertug Roger af Apulien. Ifølge Knýtlingesaga forsvarede Knud sit land "med megen djærvhed, og forjog alle hedningerne." Angiveligt turde ingen mere plyndre de danske kyster, og han lod tyve, manddrabere og røvere dræbe. "Den, som lemlæstede nogen på hånd eller fod...måtte bøde derfor med den samme straf på sit legeme." Angiveligt lod han "den rige og den fattige undergå lige dom, men dette blev ham meget ilde optaget af sådanne, som ifølge kongens dom mistede ansete frænder, skønt de var domfældt på gyldig grund." Knud ønskede at genetablere Knud 1. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede et enevældigt kongedømme og tiende til kongen. På sin færd gennem Danmark havde han haft held til at undertrykke flere landsting. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til Aggersborg ved Limfjorden. I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde – måske 1.000 skibe – i Limfjorden for at rette et angreb på England. Olav Kyrre i Norge sendte også skibe til støtte. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud ved sydgrænsen var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4. Da tiden gik, var hærens forsyninger ved at slippe op og høsten nærmede sig. Derfor afholdtes et hærting, der sendte kongens halvbror Oluf (Hunger) til Knud for at bede ham begynde togtet eller hjemsende hæren. Men Oluf blev behandlet som forræder og fængslet i Flandern. Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke, 1086. Malet af Christian Albrecht von Benzon (1843) Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem for at passe deres gårde. Knud tog til Vendsyssel og gæstede kongsgården Børglum. Nu gjorde vendelboerne oprør, og Knud måtte flygte fra kongsgården til biskop Henriks gård Biskopstorp i Bejstrup, mens hans mænd blev i Aggersborg. Biskop Henrik red oprørerne i møde for at mægle, men blev modtaget med raseri. Da han kom sprængende tilbage, flygtede kongen over Limfjorden og videre til Viborg. Vendelboerne hærgede nu Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland. Knud, der var endt i Slesvig, måtte ty til kongsgården i Odense. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list, men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes dog Knud med sin bror Benedikt og sine vederlagsmænd at slippe ind i Sankt Albani Kirke, hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken, der var af træ. Da det ikke lykkedes, dræbte de Benedikt og 17 hirdsmænd og derefter Knud, som knælede ved alteret. Det var den 10. juli 1086 i Sankt Albani Kirke. Han havde søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Piper døde også af sine sår. Hirdmændenes navne var Asmund, Blakke, Sven, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Blandt kongens følge undslap kun hans halvbror Erik Ejegod. Knýtlingesaga har en lidt anden beretning om mordet end Ælnoth. Den er ganske vist nedskrevet længe efter begivenheden, men den skal i modsætning til Ælnoths ikke danne grundlag for Knuds kanonisering og kan være korrekt. Ifølge Knytlingesaga blev Knud først ramt af en sten, som blev kastet ind gennem et vindue. Han blev ramt på øjenbrynet og blødte stærkt. Eyvind Bifra kom våbenløs ind i kirken for at forhandle fred med kongen. Benedikt vil ikke lade ham slippe forbi, før Knud gav ham ordre til det. Eyvind hilste kongen og lod kappen glide tilbage fra skulderen, han havde et blotlagt sværd under klæderne. Med det gennemborede han kongen. Knud døde på stedet. Benedikt huggede Eyvind i to stykker, da han forsøgte at flygte ud ad et vindue. Overkroppen faldt ud af vinduet, underkroppen ind i kirken. De to banesår Knud fik ifølge Knytlingesagaen passer godt med undersøgelserne af et skelet fra kirken, og Benedikts gerning kunne forklare, hvorfor det ikke lykkedes for benediktinermunkene at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn. Straks efter Knuds død gik bl.a. hans bror Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Misvækst blev tolket som Guds vrede over drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv havde ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav. I 1101 blev han som den hidtil første danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense. To helgenlegender 🔝Der findes to helgenlegender om Knud. Den første, Passio Sancti Canuti ("Skt. Knuts lidelseshistorie"), blev skrevet ca. 1095 af en dansk benediktinermunk i Odense, mens den anden var en krønike skrevet i 1122 af den indvandrede engelske præst Ælnoth ved Sankt Albani Kirke i Odense, Historia ortus, vitae et passionis Sti. Canuti ("Beretning om Skt. Knuts fødsel, liv og død"). Det er de første litterære og historiske værker skrevet i Danmark og markerer begyndelsen på dansk litteratur. Begge biografier og mirakelfortællingerne forherliger ham ud fra det gængse skema i helgenbiografier: Knud udmærker sig fra barnsben ved lærdom og dyd i en sådan grad, at djævelen i sin misundelse forleder Knuds brødre og andre til misundelse, så han en tid må flygte til Sverige. I kapitlet om Knuds kongegerning fremhæves hans barmhjertighed mod fattige og hans fromhed. To love stod fast: opkrævning af tiende og at udlændinge skulle regnes som medborgere. Som en analogi til Jesu lidelseshistorie påstås det, at Knud døde udstrakt i korsform, gennemboret af et lansestød i siden.Ved Assenbøllemark nord for den gamle hovedvej mellem Middelfart og Odense ligger en sten kaldet "Skt. Knuds sten" eller "Knud den helliges sten". Det siges, at Skt. Knud hvilede sig på den på vej til sin død i Sankt Albani Kirke. I Trap Danmark berettes det om stenen, der ligger i en lille indhegning ved vejen: "På Assenbølle mark ligger Skt. Knuds sten, på hvilken Knud den Hellige skal have hvilet på sin flugt for oprørerne; de, som drog til Skt. Knuds marked i Odense, plejede at kaste en lille sten på stedet, og i det hele taget valfartede man hertil i middelalderen. Stenen er af naturen formet som et sæde; på den fremstående ryg findes en skålformet fordybning." - Fordi stenen var blødere end kong Knuds fjenders hjerter, som H.C. Andersen skrev om stedet. To hellige Knud'er 🔝Knud den Hellige og Knud Lavard var to forskellige personer, begge med navnet Knud, som begge blev helgener i Danmark, men på forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder. Knud den Hellige var konge af Danmark og blev myrdet i 1086, mens Knud Lavard var hertug og blev myrdet i 1131.Knud den Hellige: 🔝
Knud Lavard: 🔝
Kort sagt, begge Knud'er var vigtige figurer i dansk historie, men de levede på forskellige tidspunkter og havde forskellige roller og skæbner, endskønt de var nært beslægtede. |
|
